top of page

En fin lille tur

Efter en heftig omgang planlægning, og dertilhørende genplanlægning, kunne AIU’s wandervogel gruppe – universitetets lokale vandreklub – endelig begive sig ud på sin første lille ekskursion. Den oprindelige plan havde ellers været mt. Hachimantai, men på grund af dårligt vejr gik turen istedet til ”Shirakami sanchi” et fint lille vandreområde ca. 3 timer nordøst for Akita by, i præfekturet Aomori. Køreturen var lang og tog os forbi en række landevejsbutikker, hvor vi opmagasinerede på ”convenience store food”. Ydermere var turen yderst flot, og den tog os ud til Japans vestkyst hvor bølgerne står højt, og klipperne endnu højere.

 

 

Med vores maver fulde af hvidt brød og Pocari Sweat, ankom vi endelig til Shirakami sanchi, der øjensynligt ikke var blevet påvirket af det nært forstående forår; bladene bar alle en flot og dyb grøn farve der var til at blive fortabt i. Luften var – som sædvanligt i Japan – fugtig, og bar den umiskendelige duft som kun uberørt skov kan levere til de mennesker der er heldige nok til at ligge mærke til den. Vandreturen bød endvidere på en række skønne vandhuller med turkisblåt vand.

 

 

Ekskursionen tog omkring 4 timer, og vejret var omskifteligt – humøret var dog ikke at påvirke, eftersom regn jo blot er flydende solskin. De forskellige samtaler blandt de forskellige nationaliteter gav genlyd i de flotte omgivelser, og naturen satte rammerne for tværkulturelle diskussioner og venskaber.

Efter området var blevet udforsket drog vi tilbage mod bilerne, for næste stop skulle være en tur i onsen, for de mennesker der ville det. Onsen kan nærmest betegnes som en form for spaophold med naturlige varmtvandskilder der danner grundlag for diverse bade. Onsens er typisk kønsopdelt, og alle er helt nøgne. Før man gør sig sin entre i badene er det vigtigt at man er helt ren. Derefter kan man nyde de – eftersigende – mineralfyldte boblebade og der er rig mulighed for at kontemplere over livets finurligheder.

Efter en omgang i onsen er man typisk helt afslappet, og dette må siges at være rigtigt. Køreturen var i hvert fald hurtigt overstået, fordi lang de fleste sov hele vejen hjem til AIU. Såfremt man går og overvejer et ophold på Akita International University, og mangler en klub at tage på eventyr med, er Wandervogel et optimalt valg.

bottom of page